ET FOREDRAG OM SANKT ANSGAR

Den hellige Ansgar betyder noget særligt for os danskere. Han er nemlig vor apostel. Han er Danmarks og Nordens oplyser. Han var den, der for første gang bragte evangeliet om frelsen i Jesus Kristus til vore danske strande. Det skal indrømmes, at vore hedenske forfædre nok har stiftet bekendtskab med kristendommen, når de drog på vikingetogt eller bare drev handel med de kristne lande. Det er da også muligt, at en enkelt missionær eller to fra England eller et andet sted har forkyndt om Jesus i Danmark før Ansgars tid. Det er også muligt, at en og anden bortført kristen som træl har fortalt andre om Jesus, men det ved vi ikke noget om. Ansgar er den, som historien har husket og som vi også husker som den, der bragte evangeliet til Danmark. Derfor betyder han noget for os og for hele den kristne kirke i vort land. Han er et symbol på enhed og den fælleskristne tro. Han er en person, vi kan samles om og finde inspiration hos og som vi har lov til at tro beder for os og den danske kirke i himlen hos Gud.

Vi i Sankt Ansgars Fællesskabet har valgt at kalde os ved vor apostels navn. Han er nemlig den danske kirkes grundlægger og som sådan et samlingspunkt for alle kristne i Danmark. Vi ønsker at fastholde, udleve og praktisere den kristne tro i sin fylde, sådan som Ansgar forkyndte den uden at lægge til eller trække fra. Vi deler den fulde og sande og rette kristne tro i fællesskab med alle kristne, alle steder og til alle tider.

For os er Ansgar et særligt symbol på denne fælles og hele kristne tro. Han er vort forbillede og forbeder, ja han er vor skytshelgen.

Ansgar er også en økumenisk figur. Han regnes som helgen af både den romerske kirke og den ortodokse kirke. Vi er en del af den danske kirke, som blev grundlagt af Ansgar, men vi har nogle kære brødre og søstre i de andre kirker, som vi er blevet adskilt fra på grund af Den ondes rænkespil og menneskenes træskhed. Sammen med disse vore adskilte kristne brødre og søstre ærer vi Ansgar og takker Gud for ham og hans virke i vort land. Ansgar er altså en helgen både i øst og vest og i den forbindelse vil jeg læse to sangtekster, som er blevet skrevet til brug i den ortodokse kirkes liturgi ved fejringen af den hellige Ansgar:

Den første sangtekst (et såkaldt Kondakion) lyder:

I hele Norden rasede hedningerne, mens de klamrede sig til de tomme afguder og drog i krig mod Kristus og hans Kirke, men den modige Ansgar brød sønder den falske tros lænker og befriede danskerne og svenskerne fra dæmonisk undertrykkelse. Han gav deres lande til Gud som hans arvelod og de fjerneste dele af jorden til ejendom. Derfor tjener de nu Herren i frygt og bæven og glæder sig på rettroende vis.

Vore hedenske forfædre var fanget i afguderi. De dyrkede krigsguderne Odin og Thor og alle de andre og dette – sammenholdt med den krigeriske natur, som ligger i ethvert menneske efter syndefaldet – fik dem til at drage i viking og røve og plyndre.

De angreb særligt England og Frankrig og dette har nok været medvirkende til, at man så småt begyndte at udsende missionærer for at omvende de vilde mennesker nordpå til kristendommen, så man kom dette problem til livs. Først og fremmest var det dog en opfyldelse af Jesu ord om at gøre alle folkeslag til hans disciple og befri dem fra mørket og døden og de onde ånder. Også det danske folk og det svenske folk skulle høre evangeliet og have adgang til frelsen. Derfor drog Ansgar ud, da han blev kaldet til det. Han ønskede at bringe danskerne og svenskerne, ja alle nordens folk, lyset fra Betlehem og fra Jesu tomme grav. Prøv at lægge mærke til, at det tidspunkt, hvor Danmarks historie begynder og det tidspunkt, hvor kristendommen kommer til landet er nogenlunde sammenfaldende. Det er som en dansk forfatter har sagt: ”Et lands historie begynder først at blive interessant, når kristendommen kommer dertil. Før det er det jo bare slægternes monotone gang mod død og grav under Djævelens heskerstav, men når troen på Jesus kommer til landet, så begynder der at ske noget.” (Poul Hoffmann - frit efter hukommelsen) Den kristne tro og Danmark er blevet sammenføjet i så høj grad, at i samme omfang som troen på Kristus forsvinder, så forsvinder også det Danmark som vi kender og elsker.

Den anden sangtekst (et såkaldt Troparion) lyder:

Altid bevæget af kærlighed til Gud og mennesker, o Ansgar, rejste du langt bort ligesom apostlene for at bringe frelse til dem, som sad i mørket, idet du opofrede dine lidelser på dit hjertes alter.

I din kamp og prøvelse aflagde du vidnesbyrd om din Frelser ligesom en martyr, idet du udholdt farer på land og til søs for hans skyld uden at blive overvundet af fristelser og trængsler. Bed derfor med tapperhed om at vore sjæle må frelses.

I denne tekst hører vi om Ansgars primære grund til at blive missionær. Det var kærligheden til Gud og mennesker, som bevægede ham. Dette må være udgangspunktet for enhver, som vil forkynde evangeliet, hvad enten det er i det åbenbare eller i det skjulte, hvad enten det er som missionær eller præst eller det er som en lægmand, der i sin hverdag og overfor venner og bekendte, vil fortælle dem om Jesus. Det må være gjort af kærlighed.

Ansgar rejste langt væk hjemmefra ligesom apostelen og med samme ærinde. Han ville forkynde om Kristus og derfor er han for os lige med apostlene i betydning. At forkynde evangeliet og bringe nåden til et folkeslag er dog ikke en let sag eller noget som giver jordisk lykke. Ansgar led afsavn, strabadser og prøvelser for at bringe Kristi lys til nordens lande og folk. Det siges, at Ansgar var ked af, at han ikke fik lov til at dø som en martyr og give sit liv for Kristi skyld, men han er dog en bekender for troen og i det blev han lige med martyrerne. Han overgav sine lidelser og prøvelser til Kristus som en gave. Han vidste, at menneskenes frelse er vigtigere end et behageligt liv i tryghed. I dette må han være et eksempel for os. At være en kristen giver modstand. Det kræver noget af dig, at leve som et vidne om Kristus.

Selvom du måske ikke må afstå dit liv i arbejdet for evangeliet, så er der ting i din hverdag som kræver noget af dig, hvis du vil høre Kristus til. Ansgar skal vise os, at hvis vi vil bringe budskabet om Guds nåde og frelsen til dem, som ikke tror, så vil det ikke være noget behageligt for os. Det vil give os modstand og prøvelser og strabadser. Vi må lære af Ansgar ikke at klage og brokke os, når modstand for evangeliets skyld rammer os. Vi må lære at give det som et takoffer til Gud og vide, at budskabet om Jesus er værd meget mere end vor bekvemmelighed og jordiske lykke.

Lad os nu se lidt nærmere på Ansgars liv.

Ansgar (hans navn betyder for øvrigt: Guds sværd) blev født i nærheden af Amiens i det nordlige Frankrig. Det var i året 801. Ansgar mistede sin mor som 5-årig og kom derfor på benediktinernes klosterskole i Corbie. Kun 12 år gammel indtrådte han som broder i klosteret og tidligt blev han også lærer ved skolen. I 823 blev han forflyttet til en ny kloster-grundlæggelse ved Weserflodens bred: Ny Korvey. Ved samme tid forkyndte ærkebiskop Ebo af Reims, som af paven var gjort til legat for Norden, evangeliet i Danmark, men uden nævneværdigt resultat. I 826 drog Ansgar til Jylland sammen med den landflygtige danske delkonge Harald Klak, der med sin hustru og 400 danskere havde modtaget dåben hos kejser Ludvig den Fromme i Mainz. Med sig havde Ansgar munken Autbert, og beskyttet af kongen forkyndte de evangeliet og grundlagde en lille drengeskole i Hedeby (nær det senere Slesvig).

Kong Harald blev dog fordrevet igen; Autbert blev syg og døde snart efter i Korvey; og også Ansgar vendte tilbage til klostret.

Imidlertid modtog kejser Ludvig i 829 bud fra kong Bjørn i Birka (Björkö) i Mälaren i Sverige: Der var mange i det svenske folk, som ønskede at antage den kristne religion, og deres konge var venlig stemt mod den og ville gerne give præster lov til at tage ophold blandt dem, når kejseren blot ville være så nådig at sende dem dygtige prædikanter. Abbeden i Korvey foreslog igen Ansgar, og denne erklærede sig villig "for Kristi navns skyld". Sammen med munken Vitmar indskibede de sig til Sverige, men blev overfaldet af sørøvere undervejs og udplyndret, også for gaver til den svenske konge og for 40 bøger til kirkeligt brug. De reddede sig i land og måtte nu møjsommeligt begive sig gennem skove og uvejsomme steder for at nå frem til kong Bjørn i Birka. Det var sandsynligvis i foråret 830. Her fik de en nådig modtagelse og tilladelse til frit at forkynde evangeliet. Nogle købmænd og slaver var allerede kristne; andre lod sig døbe, deriblandt kongens høvedsmand Hergeir, der byggede en kirke på sin grund.

Efter halvandet år vendte de to missionærer hjem for at aflægge beretning til kejser Ludvig. Til støtte for de nordiske missioner oprettedes nu et ærkebispesæde i Hamburg, hvortil Ansgar kaldtes. Han blev bispeviet i 831 og rejste til Rom for at blive indsat som ærkebiskop i Hamburg af paven. Gregor IV overrakte ham palliet, tegnet på den ærkebiskoppelige værdighed, med mission blandt svenskerne, danskerne og slaverne som hans særlige opgave.

Derefter delte Ansgar og ærkebiskop Ebo områderne mellem sig, således at Ansgar fik tildelt Danmark, mens ærkebiskop Ebo udnævnte sin søstersøn Gautbert til missionsbiskop for Sverige. På Birka kom det imidlertid til en voldsom hedensk reaktion - en optakt til vikingetidens store periode, der rystede den nyetablerede skrøbelige kristendom i dens grundvold. Gautbert blev udplyndret og fordrevet, hans fælle Nithard led martyrdøden (den første martyr i Sverige, man har kendskab til), og kirken reves ned.

I Nordtyskland blev Hamburg nedbrændt af kong Hårik og hans danske vikinger i 845. Et par år efter fik Ansgar af pave Nikolaus I overdraget sædet i Bremen, hvortil blev føjet hans gamle stift Hamburg det følgende år. Herefter var Ansgar ærkebiskop af Hamburg-Bremen indtil sin død.

Også i Danmark var der opstået en hedensk reaktion, men Ansgar vandt kong Hårik for sig og fik tilladelse til at bygge den første kristne kirke her. Kirken blev rejst i Hedeby og indviet til Guds Moder, og en præst tog sig af den lille menighed som efterhånden voksede op. I mellemtiden var ærkebiskop Ebo død, og o. 850 tog Ansgar på sin anden rejse til Birka, forsynet med varme anbefalinger fra kong Hårik. Han opnåede tilladelse til at prædike og døbe og efterlod sin ledsager som præst der. På tilbagerejsen aflagde han besøg i Danmark og fik rejst en kirke i Ribe med en præst knyttet til. Hedeby og Ribe blev således vigtige støttepunkter for hans mission nordpå. Derefter vendte han tilbage til Bremen.

Hjemme i sit stift oprettede han både klostre og hospitaler, løskøbte fanger fra vikingernes slavehandel, tog sig med stor kærlighed af de fattige og virkede ivrigt for at udbrede den kristne tro og kultur. Her skrev han også sin biografi om Bremens første biskop, Skt. Willehad, som var død i 789. Selv døde Skt. Ansgar 3. februar 865 og blev begravet i Bremens domkirke. Snart blev han æret som helgen, og biskoppen, formentlig Ansgars efterfølger i embedet Rimbert, som han selv havde udpeget, lagde hans relikvier i skrin og erklærede højtideligt, at han nu også fremover kunne fejres på sin dødsdag. Hermed var han helgenkåret. Få år efter, o. 870, forfattede ærkebiskop Rimbert hans biografi: Vita Anscarii, Ansgars levned.

Skt. Ansgars virke i Danmark og Sverige har ikke sat mange spor. I Sverige døde Birka-missionen ud med ærkebiskop Unnes den 17. september 936 (den første dato i svensk historie), og landet sank tilbage i hedenskab. I Danmark slog kristendommen først an som officiel statsreligion o. 960 med Harald Blåtand, "som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne". Denne indskrift på Jellinge-stenen er blevet kaldt Danmarks dåbsattest. Men hermed var Danmark og Norge endnu langt fra kristnet. Skt. Ansgars personlighed derimod, som er så vel bevidnet af hans ven og efterfølger ærkebiskop Rimbert, står stærkt den dag i dag.

Martin af Tours, som var fra Amiens ligesom Ansgar selv, var Ansgars store forbillede. Også Skt. Ansgar synes at have levet i en frugtbar spænding mellem bod og bøn og apostolisk indsats:

Faste på vand og brød, når helbredet tillod det, ellers mådehold; flid og en sund, radikal syndserkendelse gav rum for udholdende bøn - og drømme og syner fulgte ham livet igennem. I sit psalter føjede han korte personlige bønner til hver salme han bad, en praksis der borgede for den personlige tilegnelse og som bredte sig til hans omgivelser. Men bøn og meditation drev ham også ud i en modig og generøs missionsindsats. Han brændte efter at forkynde evangeliet og viste en stor forkærlighed for de fattige. "Han er den bedste mand jeg i mit liv har set", skrev kong Hårik (som brændte Hamburg) til den svenske konge; "hans lige i troskab har jeg aldrig truffet blandt mennesker". Han var også undergører, helbredte mange syge med bøn og salvning med olie. Men i alt dette var han ubestikkelig sand, så da nogen engang skamroste ham for de mirakler, han gjorde, var hans svar: "Hvis Gud skulle udvælge mig til at udføre sådanne ting, da ville jeg blot bede ham om et eneste mirakel, nemlig at han med sin magt ville gøre mig til et godt menneske".

Hvis man skal bedømme Ansgars betydning ud fra en kølig historisk synsvikle, så var hans virke begrænset. Det blev ikke et gennembrud for kristendommen i Danmark eller Sverige, at Ansgar kom til landene. Men vi bedømmer ham ikke med en sådan kølig logik. Vi ser på ham med troens øjne og for os vil han derfor altid være vor apostel, vor oplyser og vor fader i troen. Han bragte den hellige og almindelig tro til vort land. Han fejrede messen her og læste tidebønner her. Han hjalp de fattige og de syge. Han gjorde, hvad han kunne for Kristi og kirkens sag. Han virkede i det stille og i det små. Hans synlige betydning er vel nok til at overse.

Men jeg er sikker på, at på dommedag og i evigheden, så skal Ansgars betydning komme til at skinne med solens glans og da skal vi virkelig kunne se, hvilken betydning han har haft for Danmark og for os. Derfor skal vi ære ham som den danske kirkes grundlægger og derfor lad os bede: 

Gud, du, som sendte din trofaste tjener Ansgar til Norden for der at grunde din Kirke, vi takker dig, fordi endnu lader evangeliet om din enbårne Søn forkynde for os, og vi beder dig: Forbarm dig over din Kirke og gør os alle evige i tro og tilbedelse for dit åsyn, ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.